Forslag om trænerlicens møder kritik

Forslag om trænerlicens møder kritik

1. april 2018 Af Line B

Om få uger afholder Dansk Ride Forbund sit årlige repræsentantskabsmøde – det er den 21. april i Kolding – og allerede nu har et af de indkomne forslag til mødet skabt debat på Facebook.

Forslag om licens for trænere

Et af de forslag, der i år skal stemmes om, er, hvorvidt der skal indføres en trænerlicens. Licensen betyder, at ryttere, der vil starte ved D-stævner eller højere, skal have godkendelse af en træner for at kunne melde til. Trænerne skal så være godkendt enten i instruktørforeningen eller via licens fra Dansk Ride Forbund.

Idéen med licensen er, at træneren skal være ansvarlig for, at rytterne overholder regler og etiske retningslinjer ved stævnerne. Således skal det også være muligt at give træneren en påtale, såfremt rytteren får en påtale ved et stævne.

Forslaget, som jo endnu ikke er vedtaget, er stillet af Cedergaard Sportsrideklub og kan læses i sin fulde udstrækning her. Samme rideklub har også stillet forslag om at suspendere reglen om, hvor stramt næsebåndet må være.

På Facebook har forslaget om trænerlicensen skabt en del debat:

I Sverige skal man godkendes af sin træner

I Sverige findes inden for military en regel, der minder lidt om ovennævnte forslag. Her skal nye ryttere aflægge en prøve for en godkendt træner, før de kan komme til start i military. Tilsvarende skal en træner bedømme, at rytteren er klar til at ride 1*-niveau, før rytteren kan melde. Her skal trænere indløse trænerlicens for 420 SEK om året.

Hvis forslaget fra Cedergaard Sportsrideklub bliver stemt igennem, vil det betyde, at der skal uddannes og/eller godkendes flere trænere. I Hestepodcasten Ridesport.nu, der udkom lørdag, kan du høre ponylandstræner i springning, Lars Trier Kjøller, gøre sig tanker om, hvordan berideruddannelsen kan ændres fra den struktur, den har i dag.

FAKTA om repræsentantskabsmødet

Hvert forår holder Dansk Ride Forbund repræsentantskabsmøde, hvor regnskab og budget bliver gennemgået og godkendt, nye medlemmer bliver optaget, og ikke mindst bliver indkomne forslag fra medlemmerne behandlet.

Repræsentantskabsmødet er altså generalforsamlingen for Dansk Ride Forbund. Det er ikke det enkelte medlem, der har stemmeret, men klubberne. For hver 50 medlemmer opnår en klub en stemme ved repræsentantskabsmødet, og det er klubbernes bestyrelse, der sender repræsentanter afsted, som så kan stemme i klubbens interesse. Det er derfor vigtigt, at man som medlem af en rideklub sætter sig ind i de forslag, der skal stemmes om, og informerer bestyrelsen i klubben om, hvad man mener. Information om repræsentantskabsmødet kan findes på rideforbund.dk