Fornøjelsen ved ikke at vide, at kontragalop er svært

Fornøjelsen ved ikke at vide, at kontragalop er svært

1. november 2018 Af Louise Hededam

Blogindlæg: Tilde (10) og Agnes (8) rider undervisning hver onsdag eftermiddag hos Karin Semberlund, som jeg også selv rider hos. De har ikke fået undervisning af andre, så de er på mange måder ganske jomfruelige, når det kommer til at lære ting på hesteryg. Som for eksempel kontragalop i en slangegang…

Tildes pony, Indi, er, som jeg vist også tidligere har nævnt, en gammel konkurrencepony, vi har været så heldige at arve. Indi er lidt stiv i både lænd og ben, men hun er jordens sødeste pony, og Tilde lærer virkelig meget af at ride hende. Som for eksempel for nylig, hvor hun for anden gang skulle prøve kræfter med kontragalop. I en slangegang. Med tre buer. På en 20×40-bane. Jo tak, det er sådan en øvelse, jeg selv har svært ved at få Fritz til, fordi han bare ikke har styrke og samling nok til, at jeg kan ride ham rundt, så det ser ordentligt ud.

Men Tilde ved ikke, at det er svært at holde ponyen i galop hele vejen rundt i alle buerne, og hun ved heller ikke, hvordan vi andre ønsker, at vores heste ser ud, når de går til ridning. Så Tilde klør bare på og kæmper det bedste, hun har lært. Jeg fik undervejs set, at Indi kan bytte rent, men også at det faktisk er lettere at styre rundt i en slangegang uden overgange, hvis man sidder stille og lige og sørger for at kigge derhen, hvor man skal ride.

Less is more, som man siger. Og ind imellem prøver vi simpelthen for meget på én gang – og så er det, at selv de letteste øvelser bliver svære. Mens et barn uden de store forudsætninger kan få en af de svære øvelser til at se helt let ud. Så lige i øjeblikket rider jeg selv alle mine øvelser, som om de er lette. Bare spænd i maven og kig, hvor du vil hen 😉 It works!

Af Louise Hededam