FEI vil gøre dressur mere fair

FEI vil gøre dressur mere fair

11. december 2018 Af Line B

En arbejdsgruppe under FEI har arbejdet med at identificere problemstillinger indenfor bedømmelser. Det munder nu ud i 19 anbefalinger til ændringer, der kan gøre bedømmelserne bedre.

I en nyligt offentliggjort rapport beskrives, hvordan en arbejdsgruppe under dressurudvalget mener, man kan forbedre bedømmelserne i dressur. Principperne, der skal opfyldes, for at initiativer bliver betragtet som forbedringer, kan beskrives i fem punkter.

  1. Gennemsigtighed
  2. Let at forstå
  3. Fair – skal være ens og objektiv for alle ryttere
  4. Let at bruge
  5. Let at revidere og justere

Mulig skævvridning på grund af forudindtagethed

Når en dommer sidder under en bedømmelse, er det tanken at det udelukkende er det, dommeren ser, der bedømmes. Der ses dog nogen grad af skævvridning af resultatet, og her blev Katrina Würst hentet ind som ekspert. Hun har tidligere fremlagt ved Global Dressage Forums (i øvrigt sammen med Hans-Christian Matthiesen). Hun lagde især vægt på, at dommeren kan være forudindtaget i den ene eller anden retning, og at det er vigtigt at være opmærksom på den slags for at kunne minimere det.

Et eksempel på, hvad dommerne uvidende kan være påvirkede af, er forventningen om, at de bedste ryttere er placeret til sidst i klassen. Det sker, fordi startrækkefølgen trækkes i henhold til verdensranglisten. Således kan dommeren uden at ville det, komme til at tro, at det er bedre ridt, der vises mod slutningen af klassen end i starten. Dette hænger også sammen med, at man som menneske ikke så gerne vil skille sig ud fra mængden, – man ønsker altså at ligge på linje med sine meddommere, og det kan få en dommer til at dømme, som de tror, deres kollegaer vil gøre det.

Dressur giver anledning til stor dommeruenighed

For at få et overblik over dommernes præstationer kiggede gruppen på forskning på området. Her har Mercier og Klahn i 2017 udgivet en artikel om bedømmelser i forskellige sportsgrene. Her blev det fundet, at i alle sportsgrene, med undtagelse af dressur, var dommerne mest enige om yderpræstationerne. Jo højere eller lavere en karakter, der blev givet, des mindre spredning mellem karaktererne.

For dressur var det dog omvendt, således er der mindst spredning i karakterområdet mellem 6,5 og 7,5. Dette indikerer uenighed om, hvad en god præstation er. Dommerne er simpelthen usikre på, hvornår noget er godt nok til at give topkarakterer. Samme tendens ses i den anden ende, hvor standardafvigelsen for karakterer under 5 nærmer sig 3. Det anbefales derfor, at der arbejdes med at få standardiseret bedømmelserne, så større enighed om yderkaraktererne opnås.

Opdeling af dommernes roller

Arbejdsgruppen har kigget uden for dressursporten for at hente inspiration. Her har man blandt andet kigget på voltigering og reining. Dette har ledt til en anbefaling af, at man præciserer hvilke dommerpositioner, der har mulighed for at se hvilke dele af en øvelse. Således bliver det udspecificeret specifikt, hvad den givne dommer skal se efter. Som det er i dag, er det op til den enkelte dommer at vurdere, hvor meget af øvelsen de kan se fra den givne position og dømme derefter. Dette kan lede til forskellige bedømmelser dommerne imellem.

Tilsvarende anbefales det, at man udspecificerer, hvad dommerens primære og sekundære rolle består i – først og fremmest er det dommerens rolle at give den korrekte karakter for en given øvelse.

Afskaffelse af de samlede karakterer i bunden

En af de reglementsændringer, der sidste år gav anledning til megen debat, var, at de sidste fire karakterer blev afskaffet. Dette kastes der lys over ved udgivelsen af arbejdsgruppens rapport. De anbefaler, at de samlede karakterer afskaffes, fordi tildelingen af disse karakterer ikke beror på de samme kognitive indsatser som resten af karaktergivningen. Her kræves brug af langtidshukommelsen, hvilket giver en lavere præcision og dermed større risiko for afvigelse dommerne imellem. Især i lange klasser, kan dette give anledning til en unfair bedømmelse af nogle ryttere.