Som trofaste læsere af bloggen her måske husker, fik jeg før jul en hvid hest i stalden, Rosita Høm. Det var mildest talt ikke en succes. Nu er hun definitivt ikke længere min ‘hovedpine’.
Rosita ankom til stalden kort før jul, og bare få dage før nytårsaften tyrede hun mig i jorden, så jeg måtte hentes i en ambulance. Det satte lidt en stopper for min lyst til at ride den stakkels hest, som jeg ellers forsøgte at få i gang de følgende måneder.
1. april sendte jeg Rosita til Nordsjælland til en kvinde, der gerne ville lægge noget ridning i hende i nogle måneder. Desværre endte det ikke i et salg, og i juli blev jeg så en anelse desperat, for det gav absolut ingen mening at tage hesten hjem. Uanset hvor gerne jeg ville ride hende, turde jeg ikke. Jeg har siddet på hende og været spændt som en flitsbue, og det er der ingen, der har gavn af.
Rosita som militaryhest
Jeg spredte derfor rygtet, at Rosita var til salg, og faktisk bare få uger efter kunne jeg køre til Nordsjælland sammen med min gode klubkammerat, Thomas, for at hente et styks hest, der fremover skal bo på Sydsjælland.
Thomas er nu begyndt at ride hende, og foreløbig består arbejdet vist mest i at installere nogle velfungerende bremser. Men derudover skal det nok blive godt. Jeg glæder mig i hvert fald til, at Thomas begynder at tage Rosita med til springtræning i klubben – og også til den første terræntræning.
Læs også: Man lærer mest af at fejle
Læs også: Succes til springstævne