Blogindlæg: Ind imellem lader det til at være utrolig populært at shoppe rundt mellem forskellige undervisere. Det har jeg svært ved at se det fornuftige i. Men for mig virker det at have to undervisere, der komplementerer hinanden.

Jeg har én fast springtræner, én fast dressurtræner og én fast terræntræner. Min spring- og terræntræner er Mia Hastrup, og vi har samarbejdet i en 5-6 års tid efterhånden. Det betyder, at hun kender mig og mine svagheder, og hun kender mine heste. Jeg har i den periode, vi har arbejdet sammen, udviklet mig helt vildt og har efterhånden ganske mange vellykkede ture på springbanen i bagagen (tidligere var det held, hvis jeg ikke nedlagde halve og hele baner).

Min dressurunderviser har siden marts sidste år været Karin Semberlund. Hun er tilfældigvis også Mia Hastrups mor, så grundprincipperne for ridning og undervisning er det samme hos de to. Karin underviser i et fast system og ud fra en logik om, hvordan hesten kommer til at lave mest muligt af arbejdet selv. Blandt andet – det er mere avanceret end det, så der kommer nok et selvstændigt indlæg om det på et senere tidspunkt.

Karin og jeg har gennem hele vores samarbejde kæmpet med Fritz (Freedom e. Favorit Ask/Kanudos XX – og 7 år gammel). Han har haft en skade som føl, og han har været pilskæv i årevis. Så blev jeg pilskæv, og så kørte det lissom derudad. Med Karins meget systematiske tilgang, samt massage (både mig og Fritz) og korrekt tilpasset udstyr, er det nu lykkedes os at få en næsten lige hest, som suger stort set ensartet frem på tøjlen og bruger sig rigtig fint bagfra. Og i dag fik vi sgu ros.

Vi traver af efter undervisning hos Mette.

Det skete hos min anden dressurunderviser, nemlig Mette Bloch-Christiansen fra Ekvipagefys, som jeg også er kommet hos sporadisk over de seneste år. Mette kan som fysioterapeut både behandle mennesker og heste – og altså undervise. Hun har selv redet Grand Prix, og fordelen ved at supplere Karins undervisning med Mettes er, at Mette på en måde gerne vil nå frem til B i et rimeligt tempo, mens Karin er meget systematisk – og derfor kan være længe om at få ekvipagen til at nå fra A til B. Min fornemmelse er med andre ord, at jeg tager det lange, seje træk med Karin, men når jeg så har brug for at kunne ride ad midten og forsøge at få mere end de fordømte 60%, jeg måtte nøjes med sidste gang, så er det helt genialt at smutte forbi Mette.

I denne omgang har Mette set os én gang i august samt onsdag i sidste uge og i dag, og bare på den seneste uge er min skæve, ufokuserede, utaktende Fritz på det nærmeste blevet helt dressuragtig at være på. Og Mette var altså også yderst tilfreds med, hvad hun så i dag. Det sjove er jo, at jeg brugte mit helt systematiske opvarmningsprogram (zigzag, kortlang, skråt-igennem-baglæns, galop… den forklarer jeg vist en anden gang) fra Karin – på at blive klar til dagens undervisning. Min pointe er nok, at selvom man faktisk er yderst tilfreds med den træner, man bruger til hverdag, kan det sagtens give noget ekstra at have en, man kan besøge en gang om måneden eller en gang hveranden måned. Bare for at blive set af et sæt ekstra øjne.

Af Louise Hededam – i samarbejde med: