Er din hest også, hvad den hedder?

Er din hest også, hvad den hedder?

14. april 2020 Af Louise Hededam

Er der noget om, at ponyen, der hedder Bandit, smider sine små ryttere af, at Sweetie er den sødeste i hele stalden, og at Blackie selvfølgelig er sort? I min stald vil svaret være ja, hesten matcher sit navn!

Fritz hedder i virkeligheden Freedom. Udover at være en af George Michaels bedste sange, så er det et lidt forbandet navn. I hvert fald til min Freedom aka Fritz, for det betyder altså, at han tager sig visse friheder.

Fritz er avlet hos min gode veninde og dyrlæge, Vivan Ryslinge, og allerede den gang skulle han nok have heddet Stay Put eller noget i den dur. Som følle forsøgte han nemlig at forlade sin boks ved at hoppe over væggen, og det resulterede i et længere ophold i sygeboks.

Fritz kan åbne låger

Siden da har Fritz udviklet og raffineret sine udbryderevner. Bokslågerne herhjemme er intet problem, så Fritz har fået en ekstra lås på. Den har jeg for eksemplets skyld ikke låst på videoen her:

Og så var der også det stævne i Sverige, hvor han tog sig lidt ekstra frihedsrettigheder:

Lige nu står han jo med en skade og må ikke rigtig hoppe rundt. For at gøre der så nemt for alle som muligt, satte min mand lukkemekanismer på porten og lågen i løsdriften, så Fritz kunne stå der om dagen og have lidt mere plads end i sin egen boks. Men efter nu at have holdt ham inde i 4 dage, besluttede jeg forleden at sætte ham på en lille fold uden for stalden. Så håber jeg, han bliver der!

Farvel forhindring

Sidste år fik jeg jo føl, og hun skulle have et navn. Vi er glade for Harry Potter herhjemme, så for at hylde det og føllets far, Bøgegårdens Apollo, endte vi med navnet Alohomora. Det er en trylleformular, der bruges til at åbne døre, og ifølge internettet kan det både betyde farvel forhindring og venlig mod tyve. Jeg ved helt ærligt ikke, om det er et særlig smart navn – men det må tiden jo vise 😜

Må jeg ikke høre, hvilke heste I har, der passer overordentligt godt til deres navne?