Er det mig eller børnene, der vil ride?

10. september 2018 Af Louise Hededam

Jeg sidder i disse dage og skriver på en artikel til det nye magasin, Riders NOTEBOOK. Jeg blev bedt om at skrive noget om ‘Forældre og børn i samme sport, altså mødre/fædre der presser børnene frem. Børnene har jo af gode grunde ingen ambitioner, når de starter deres ridekarriere, som starter for fornøjelsens skyld’. Sådan lød oplægget fra min redaktør. Hvad artiklen ender med at handle om, kan jeg ikke rigtig tillade mig at skrive her, men det har sat lidt tanker igang hos mig selv:

Som aktiv konkurrencerytter (military, hvis nogen skulle have glemt det) og mor til to piger på 8 og 10 år vil det godt nok være smart, hvis pigerne og jeg har samme interesse. Derfor har vi stort set hele deres liv haft en shetlandspony, Andrea.

Agnes på 8 og Andrea på 26(27?)

Tilde på 10 er lige nu på sin anden ‘store’ pony, som er en skøn 2’er, vi har overtaget fra Søborggård Rideklub, hvor hun skulle bestille lidt mere, end fysikken kan holde til, hvis hun skulle tjene sig hjem. Derfor fik vi lov at tage hende med hjem og bruge hende i moderat omfang, og derfor har Tilde siden i efteråret redet en ugentlig undervisning sammen med en veninde på Stengården hos Karin Semberlund. I vinter begyndte Agnes at ride med til undervisning sammen med Tilde – på gamle Andrea. Nu har vi (og det er så mor her) taget beslutningen om, at Andrea er for stivbenet og efterhånden også for lav til at kunne følge med Agnes, og derfor hentede vi i sidste uge en dejlig 3’er pony, Gaby, til Agnes. Vi har fået lov at låne Gaby for foreløbig et år, – og i videoen her sidder Agnes på hende for bare tredje gang – i øvrigt har hun redet hende på tre forskellige ridebaner.

Nå, tilbage til udgangspunktet: Hvorfor skal mine børn egentlig ride? Det er ofte – ikke altid, men ofte – en kamp at få Tilde med i stalden. Efter skolereformen er de jo buret inde i næsten 7 timer dagligt, og det er småt med energien derefter. Jeg har stillet som krav, at man rider tre dage om ugen. Vi har ikke noget, vi skal nå, og mine heste og ponyer går meget på fold (pt døgnfold), så det er ikke synd for ponyerne, at de ikke bliver brugt mere. Men det kan som sagt godt være en kamp. Når vi er i stalden og især på ryggen af ponyerne (ja, det er jo pigerne, der er på ryggen af dem), så er der altid godt humør, grin – i går var det lige før, min ører begyndte at bløde, fordi de snakkede HELE TIDEN, mens vi red (45 minutter, non stop, ok?!). Og efter sådan en ridetur, hvor de også lige skulle ride om kap, Agnes galopperede alene på Gaby for første gang, og jeg endda fik lavet noget løsgørende arbejde med min egen Fritz (Freedom e: Favorit Ask/Kanudos xx), så er jeg ikke i tvivl om, at det er ‘kampen’ værd.

Der er klubstævne i vores lokale klub, Haslev Køre- og Rideforening, om tre uger. Jeg skal ride klubmesterskab i springning (som jeg smed væk sidste år med en unødvendig bom, fordi jeg lagde Gøjs som en lavtflyvende flyver over de sidste par forhindringer blot for at opdage, at jeg var 10 sek hurtigere end vinderen), og Tilde har proklameret, at hun skal ride 40 cm breddeklasse. Måske to starter i samme – måske 10 cm højere, hvis hendes springtræner mener, at det er den bedste idé. Agnes skal lige prøve at springe Gaby først, men der er lagt i kakkelovnen til en tur i 10 cm (bom på jord) for hendes vedkommende. Vi taler også allerede om Subaru Cup til næste år (det er terrænspringning i 60 cm)…

Men hvor går grænsen? Hvornår skal jeg konkludere, at det er min egen interesse, at pigerne rider. Hvornår skal man råbe: NU RIDER I DE PONYER, ELLERS BLIVER DE SOLGT (hvilket de ikke kan, men I forstår, hvad jeg mener)? Hvornår bliver deres interesse for det for lille? Jeg er egentlig ikke helt så usikker nu, som jeg har været, for jeg tror faktisk, vi er i opadgående interessekurve lige nu, og så har det været den hidtidige kamp værd. Det lader også til at være vigtigt at introducere børnene til noget klubånd, og derfor var de med mig til landsstævne på Kallehavegård i Randers for en uge siden. Det var overnatning i bilen i tre dage og fællesspisning med resten af klubkammeraterne. Nu kender de jo navnene på de andre (store og dygtige) ponypiger og deres forældre.