En strid om test af Warmblood Fragile Foal Syndrom (WFFS)

En strid om test af Warmblood Fragile Foal Syndrom (WFFS)

24. maj 2018 Af Line B

Der har den seneste tid været stor postyr omkring den arvelige defekt Warmblood Fragile Foal Syndrom (WFFS). Først kom det frem, at genet var fundet i Sverige, og siden har Blue Hors valgt at tage tre hingste ud af avlen, da de testede positivt.

Forbund kræver test

To hollandske forbund har været ude og kræve, at alle hingste testes, WSI (Warmblood Studbook Ireland) har indført en række retningslinjer for tests, herunder at alle avlsdyr, der bliver godkendt, også bliver testet for WFFS, samt at alle føl skal testes ved mærkning.

Horsetelex (En af de største databaser over afstamning og resultater, red.) har ligeledes indført en markering af, om hesten er testet negativ. Markeringen kræver bevis i form af gentest.

Opfinder og patentindehaver diskrediterer tests

Efterhånden som flere og flere forbund kræver tests af avlsdyr, kommer der penge i at teste, flere laboratorier udbyder testen, men de har ikke allesammen købt licensen til den. Det har fået forsker og metodeudvikler til testen, Nena Winand, til at reagere. Til Horses.nl siger hun:
– Det er ikke troværdig videnskab, bare ren business.

Winand mener ikke, at de laboratorier, der ikke har købt licensen, har kontrolleret deres tests korrekt.
– Det, VHL og andre laboratorier (blandt andet i Irland, red.) har gjort, er at kopiere en offentliggjort DNA testprotokol uden kontrollerne til at validere det.

VHL, der udfører tests for KWPN, svarer på kritikken:
– Vi har kontrolleret patentstatus hos en advokat. Patentet er ikke gyldigt i Holland. Det er helt lovligt, at vi udfører testen i Holland… Mutationen for WFFS er offentliggjort i en videnskabelig artikel, og på basis af disse oplysninger har vi udviklet og valideret testen.

Winand er ikke ude på at stoppe laboratorierne, hun ønsker blot, at de korrekte kontroller er udført:
– Jeg håber, at disse laboratorier kan fortsætte med at teste, men med en underlicens fra Laboklin (det laboratorie der har licensen i Europa, red.). Jeg vil ikke blande mig i, om nogle avlsforbund vælger at bruge VHL eller andre laboratorier, men at teste uden ordentlig kontrol er ikke særligt praktisk.