Jeg har opbrugt min aflivningskvote for i år, næste år og måske endda de kommende 10 år. Beslutningen om at aflive bliver dog noget nemmere, når man står med en god og forstående dyrlæge.

I juli måned var jeg jo så utroligt uheldig at stå med beslutningen om at aflive Max. Frygtelig beslutning, men vagtdyrlægen var heldigvis Johnny fra Faxe Dyrehospital, som jeg kender i forvejen, og det gjorde det hele en smule lettere. Johnny fik forrige år sat Gøjs i fol, så jeg vidste med det samme, at det var en dygtig, kompetent, erfaren og behagelig dyrlæge, der skulle hjælpe mig med at tage beslutningen. Max kunne, som beskrevet tidligere, ikke rejse sig, og han endte også med stort set at være gået i chok. Så beslutningen var ret ligetil. Alligevel er det bare en lettelse, når dyrlægen viser forståelse for ens sorg og tårer og formår at forklare, at aflivning er den mest fair løsning for hesten.

Samme oplevelse havde jeg i dag, da jeg (og mine piger) tog min gamle kat, Felix, til dyrlægen. Igen faldt valget på Faxe Dyrehospital, som hjalp ham sidste eller forrige år med en urinvejsinfektion. Jeg har haft Felix i alle hans 15 år minus de uger, han boede hos sin mor, som boede hos min der. Han var blevet gammel og hørte ikke ret godt, men den seneste måned er det gået ned ad bakke, og han har ikke spist ret meget, trods det, at han kun fik serveret vådfoder til sidst.

https://youtu.be/RQHlIbGG6YU
(Videoen er nogle år gammel – da Felix blev YouTube-stjerne)

Da Felix også fik problemer med at holde balancen, bestilte jeg forleden tid hos dyrlægen, så jeg kunne få ham tjekket igennem. Velvidende, at det kunne blive hans sidste timer.

I gode hænder

På dyrehospitalet i dag blev vi som altid taget godt imod, og vi fik lov at komme med ind alle tre, selvom corona, du ved. Den kvindelige dyrlæge gav sig god tid til at høre på, hvad jeg havde observeret, mens hun nussede Felix og talte med ham. Herefter undersøgte hun ham grundigt og konstaterede (som jeg også vidste), at han var meget tynd og dehydreret. Han havde også en bule på halsen, som dyrlægen skød på, kunne være en tumor. Det var også mit eget bud.

Og hvad var så mulighederne? Jo, vi kunne vælge at få ham indlagt, så han kunne få væske, få taget blodprøver og derefter en større udredning for at jeg højst sandsynligt stadig ville stå med en kat, der enten var kronisk syg eller skulle aflives. Tårerne begyndte at trille, og dyrlægen sagde, at hun havde valgt aflivning, hvis det havde været hendes kat.

Det sidste farvel

Det valgte jeg også, og pigerne og jeg fik 5 minutter med ham, hvor vi lige kunne snakke og sige farvel, og Tilde kunne gå ud og sætte sig i bilen. Hun havde ikke lyst til at være med. Agnes og jeg blev der, og jeg sad med Felix i min favn, da han havde fået den første dosis med sovemedicin og faldt i søvn.

Selve aflivningen måtte foretages i hjertet, da det ikke var muligt at stikke i en blodåre på benet. Det var ganske fredeligt, og han sov bare direkte ind i døden. Agnes og jeg græd en del, og dyrlægen var så sød og nussede og snakkede med Felix hele vejen – også da han var væk.

Det kostede knap 800 kr (hvilket jo er småpenge for en hesteejer), og vi tog Felix med hjem. Her sidst på eftermiddagen begravede vi ham i haven med en sten, pigerne har malet.