Emma, Line og Sofie vinder 1. kval i Audi Cup 2018

Emma, Line og Sofie vinder 1. kval i Audi Cup 2018

1. maj 2018 Af Louise Hededam

En ny cup har set dagens lys, og vinderne af første kvalifikation blev fundet på CapaCity i Fredensborg under Baltic Cup-stævnet den forgangne weekend. Cuppen er for ponyspringryttere og løber over tre kvalifikationsrunder samt en finale, som finder sted hos Holte Rideklub til oktober.

Og vinderne af de første kvalifikationer blev for kategori 1: Emma Ponsaing og Kilcurry Beauty, som med 0 fejl på 115 cm lørdag satte de øvrige 33 ekvipager til vægs. Line Busk Heltborg har haft et forrygende stævne med tre ponyer og vandt med 2’er-ponyen Jazz efter en nulrunde, hvor hun var et sekund hurtigere end nr. 2. Sofie Kjer Gregersen blev bedste dansker i sin klasse, hvor hun med 3’er-ponyen Bella blev nr. 3 med 0 i både hoved- og omspringningen.

Ekvipagerne modtage alle et tæppe fra Ingdam’s, som er en del af sponsorgruppen bag Audi Cup 2018. Hovedsponsor er – ikke så overraskende – Audi Danmark, som ønsker at støtte talenters udvikling i sporten. Hovedpræmien er (i hver pony-kategori) en rejse til Olympia Horseshow i London i december med adgang til to shows, samt fly og hotel for to personer. 2. præmien er et Accento stævneskab sponsoreret af Viffeldt Safety Systems, mens 3. præmien er en Tucci Time Mod Harley støvle sponsoreret af Trolle Company.

Og så er der endda også præmie til en af dem, der ikke vinder: Der trækkes nemlig lod om en ClinCher Jump Compact springsadel til en værdi af næsten 15.000 kr. blandt alle finalister uden for top 3 til finalestævnet.

Pavo