Ejer advarer, efter føl blev kvalt i dækkengjorde

Ejer advarer, efter føl blev kvalt i dækkengjorde

9. april 2018 Af Louise Hededam

Britiske Amberley Jane Baker forsøger at gøre opmærksom på, hvor farligt det kan være at lade sin følhoppe gå med dækken på, efter hendes eget føl blev kvalt i gjordene på moderhoppens dækken. Det skriver Horse & Hound.

Ulykken skete den nat, hvor Amberleys hoppe skulle fole i begyndelsen af april. Det havde været en kold og våd dag i Wales, og hoppeejeren havde derfor pakket hesten ind i et dækken, men fordi folingen var nært forestående, havde hun fjernet halestroppen og strammet gjordene så meget som muligt uden at gøre det ubehageligt for hoppen.

Amberley holdt derefter øje med overvågningen ind til ud på morgenen, hvor hun var sikker på, der ikke var tegn på, at der ville komme føl den nat.

– Da jeg vågnede, så jeg ben på overvågningen, og skyndte mig meget spændt ud i stalden – hvor jeg fandt føllet hængende i gjordene, siger Amberley til Horse& Hound.

Hun forsøgte forgæves at genoplive føllet og var knust, da hun måtte opgive.

Mødt med had på nettet

Da Amberley beskrev episoden på de sociale medier for at advare andre om risikoen ved at have dækken på hoppen, blev hun angrebet af vrede brugere, der kaldte hende dum og mente, hun ikke skulle have heste.

Hun forklarer til Horse & Hound, at hun ikke kendte den præcise terminsdato, og at hoppen havde været nødt til at gå med dækken gennem den kolde og våde vinter. Hun kunne se, at efterbyrden var ude, og føllet var rent, så det var ikke gået galt i selve folingen, men mere sandsynligt, mens føllet har villet patte.

– Jeg ønsker blot at skabe noget opmærksomhed omkring det her, men er blevet mødt med had. Jeg vil have andre til at forstå, at en gravid hoppe aldrig skal have dækken på uanset omstændighederne, slutter Amberley, der har stillet hoppen til rådighed som ammehoppe.