DM i dressur på Broholm tager herpes-forholdsregler

DM i dressur på Broholm tager herpes-forholdsregler

19. maj 2018 Af Louise Hededam

Efter ugers bekymring glæder arrangør Anne Lütken sig over, at Broholm Horseshow nu med sikkerhed bliver afviklet. Det betyder, at der bliver afholdt DM i dressur for senior, U25 og paradressur, samt 2. kvalifikation af Bundgaard Byg helt efter planerne.

Torsdag blev det meldt ud fra SEGES og Dansk Ride Forbund, at der ikke er fundet nye tilfælde af den aggressive Herpesvirus 1, og anbefalingen om at undgå gruppeopstaldning er ophævet.

– Det er en kæmpe lettelse, fortæller stævnearrangør Anne Lütken i en pressemeddelelse.

– Vi har jo selvfølgelig fulgt udviklingen med stor bekymring. Gudskelov kan vi alle nu ånde lettede op, men vi tager selvfølgelig stadig vores forholdsregler, siger hun.

Rene bokse

Det betyder, at alle boksene er desinficeret efter opsætning. Staldene har samtidig været lukket for heste udefra i ugerne efter de første udbrud, så arrangørerne kan med sikker hånd byde velkommen til de berømte firbenede i stalden.

Broholm Horseshow følger derudover den anbefaling om en tro- og love erklæring, Dansk Ride Forbund og SEGES er kommet med. Her skal den ansvarlige for hesten skrive under på, at der ikke er tegn på smitsom sygdom i stalden/besætningen, hvor den kommer fra, samt at der er taget temperatur på hesten i 10 dage op mod samlingen, hvor temperaturen ikke har været 38,3 C eller derover.

Broholm Horseshow er i år også udtagelsesstævne til World Equestrian Games (VM) i Tryon, USA, så Anne Lütken og alle de frivillige, der hvert år er krumtapperne i afviklingen af stævnet, glæder sig til at se en masse fantastisk sport.

– Der er altid garanti for nogle fremragende præstationer i alle klasserne, så jeg glæder mig til at byde rytterne velkommen i parken til nogle skønne dage med masser af gode sportslige præstationer, slutter Anne Lütken.