Dansker med til et af verdens hårdeste militarystævner

Dansker med til et af verdens hårdeste militarystævner

19. marts 2018 Af Louise Hededam

Den helt store begivenhed for militaryryttere, Badminton Horse Trials, har netop offentliggjort listen over startende ekvipager. Og en af dem er dansk!

Det 4* stævne løber af stablen i Badminton, England, fra den 2. til den 6. maj, og Hanne Wind Ramsgaard og Vestervangs Arami er med i feltet. Hanne og Arami deltog i og gennemførte Badminton i 2016, og har siden blandt andet placeret sig som nr. 20 ved EM i Polen i 2017.

Alle stjernerne er med – næsten

På startlisten er også otte tidligere vindere af Badminton Horse Trials, nemlig Sam Griffiths (denne gang på Paulank Brockagh), Paul Tapner (Bonza King Of Rouges), Oliver Townend (enten MHS King Joules, Cooley Master Class, Ballaghmor Class eller Cooley SRS), Michael Jung (La Biosthetique-Sam FBW), Andrew Nicholson (Jet Set IV og Nereo) og Mark Todd (Kiltubrid Rhapsody og Leonidas II).

Det skriver Horse & Hound, som også fortæller, at flergangsvinderne William Fox-Pitt og Pippa Funnell begge er på ventelisten, fordi deres heste ikke har vist tilstrækkeligt god form til det krævende stævne. Endnu.

I alt har 102 heste været meldt til Badminton i år, – heraf er 88 blevet godkendt, men det endelige antal startende bliver 85 ekvipager.