Dansk avler med dødt WFFS-føl til DV: Gør testen obligatorisk

Dansk avler med dødt WFFS-føl til DV: Gør testen obligatorisk

7. juni 2018 Af Louise Hededam

Den danske avler Jytte Kolster kræver handling. Hun har tre hopper med WFFS og har desuden fået et føl med Warmblood Fragile Foal Syndrome. Det skriver Eurodressage.

Jytte Kolster har derfor skrevet et åbent brev til Dansk Varmblod, hvori hun opfordrer til at gøre test af hingstene for WFFS obligatorisk, som det er tilfældet i blandt andet i det hollandske KWPN og Svensk Varmblod. Foreløbig har DV meddelt, at man ser tiden an.

Overfor Eurodressage uddyber Jytte Kolster, at mange ting nu giver mening for hende.

– Jeg har avlet i mere end 40 år, og nogle gange vil en hoppe ikke komme i fol med en bestemt hingst, men hvis man skifter hingst, kommer hoppen i fol med det samme. Det har vi allesammen oplevet, siger Jytte Kolster.

Hvad er WFFS?

Warmblood Fragile Foal Syndrome er en arvelig defekt, hvor føllet fødes med meget skrøbelig hud og slappe sener. Sygdommen skyldes en fejl på det gen der koder for lysyl hydroxylase, et enzym der modificerer kollagenproteinet. Den genetiske fejl findes også hos mennesker, her kendes den som kyphoscoliotisk Ehlers-Danlos.

Arvegangen er recessiv, det betyder, at der skal to gener til, for at sygdommen kommer til udtryk. Et føl får et gen fra hoppen og et fra hingsten, får det bare et rask gen, vil det fungere fuldstændigt normalt. Det er således kun, hvis man krydser to bærere af genet, at der er en risiko, for at afkommet bliver ramt. Du kan læse mere om sygdommen, og hvordan den nedarves her.

Mange danske hingste er testet

Adskillige danske hingstestationer har af egen drift testet deres hingste. Således har Blue Hors tidligere meddelt, at tre hingste var bærere af WFFS. Hingstene blev midlertidigt taget ud af avlen, men er nu i arbejde igen, og stutteriet opfordrer hoppeejerne til at få testet hopperne, så der ikke bliver forsøgt ifolet en WFFS-bærende hoppe med en tilsvarende hingst.

Katrinelund og Helgstrand har ligeledes valgt at teste og oplyser nu, hvilke hingste der er bærere af genet, så hoppeejerne selv kan træffe beslutning. Hingstene på Helgstrands afdeling i Tyskland er også testet, men foreløbig ligger der ikke noget resultat klar. Også Gørklintgård har testet, men ingen af deres to hingste er bærere.

Du kan se et billede af Jytte Kolsters dødfødte føl med WFFS i artiklen fra Eurodressage.