Cathrine Dufour får kamp til stregen mod hattrick til DM i dressur

Cathrine Dufour får kamp til stregen mod hattrick til DM i dressur

2. juni 2018 Af Louise Hededam

Hele 27 ekvipager er til start i ved DM i dressur for seniorer, som løber af stablen på Broholm Slot i næste uge. Vi skal tre år tilbage for at finde et lignende stort felt, i 2017 var 25 meldt til start, mens det i 2016 blot var 22.

Blandt starterne er selvfølgelig dobbeltforsvarende danmarksmester Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy. Cathrine har tidligere optrådt på startlisten med 8-årige Bohemian, men her en uge før mesterskabet begynder, er Bohemian ikke længere at finde på listen. Ved Equitour den foregående weekend lagde Bohemian ud i Grand Prix med en meget skræmt og spændt præstation, og selvom han gik langt mere afslappet og afspændt i den følgende Grand Prix Special, var han ikke på et niveau, hvor Cathrine rigtig kunne give den gas. Han har derfor fået lov at tage den lidt med ro, og Cathrine kan så fokusere 100% på Cassidy til dette års DM.

Afbud fra Agnete – Anders og Daniel kommer

Sidste års sølvvinder, Agnete Kirk Thinggaard og Jojo AZ, har ikke været i kamp siden World Cup-afdelingen i Salzburg i december, og tidligere på året meddelte Agnete, at Atterupgaards Orthilia ikke vil blive klar efter sin skade til at stå til rådighed for landstræneren til WEG i Tryon. Agnete Kirk Thinggaard er derfor ikke at finde på startlisten.

Bronzevinder fra 2017, Anders Dahl og Selten HW, er til gengæld på Broholm næste uge. Anders kommer med en frisk andenplads med det danske landshold i Nations Cup i Compiègne for to uger siden, hvor han desuden blev 5’er i Grand Prix Special og 6’er i Grand Prix. Anders er som både Agnete Kirk Thinggaard og Cathrine Dufour at finde på Nathalie zu Sayn Wittgensteins liste over bruttolandsholdet i år.

Der finder vi også sidste års nummer 4 ved DM i dressur, Daniel Bachmann Andersen fra Blue Hors, som i år stiller til start med to heste. Fjerdepladsen sidste år tog han med Blue Hors Don Olymbrio, men ‘Don O’ får lov at koncentrere sig om at bedække hopper lige nu og skal fokusere mere på World Cup, fortalte Daniel Bachmann under Equitour Aalborg 2018. Derfor har Daniel Blue Hors Zack med, som i år har gået World Cup-finale i Paris med en 6. plads i Grand Prix og en 7. plads i Grand Prix Kür. Desuden stiller han til start på Zack-sønnen Blue Hors Zepter, som gjorde et imponerende stykke arbejde i Nations Cup-afdelingen i Uggerhalne sidste weekend og sluttede med overbevisende sejr i både Grand Prix og Grand Prix Special og med personlig pointrekord i begge klasser.

Rikke, Anna og Anna kan drille

Rikke Svane og Finckenstein red også Nations Cup i Uggerhalne. Rikke selv var ikke voldsomt tilfreds med præstationen, og de endte individuelt som nr. 9 i Grand Prix og 10 i Special. De blev nr. 5 til DM i dressur sidste år og er også på startlisten i år, og tidligere i maj måned var Rikke Svane med til at sikre nordisk guld for hold til Danmark i Norge, mens hun vandt dobbelt individuelt sølv. Hun kan med andre ord sagtens blande sig i topstriden.

Det kan også Anna Kasprzak, som til en vis overraskelse pludselig meldte sig på banen torsdag aften efter bare fire uger på barsel. Anna blev sidste år nummer 6 på Rock Star 13, som siden da har taget flere sejre i Grand Prix. Med sin start til dette års DM i dressur melder hun sig også ind i kampen om pladserne til WEG – en beslutning Nathalie zu Sayn Wittgenstein skal træffe den 25. juli efter CDIO5* i Aachen. Rock Star har under Annas korte barsel været holdt i gang af Josefine Hoffmann.

Anna Zibrandtsen sluttede sidste år et pænt stykke uden for placering på Arlando, som hun på daværende tidspunkt kun havde haft i kort tid. Forinden DM sidste år var det dog blevet til sejr i Grand Prix under Equitour Aalborg 2017. Til EM i Göteborg viste Anna og Arlando også, at de kan være med, hvor det gælder: Med en individuel sjetteplads i küren var Anna med til at sikre sølv til det danske hold. Mange havde glædet sig til at se parret ved Equitour Aalborg i år, men halvvejs igennem Grand Prix måtte de forlade banen, fordi Arlando havde bidt sig. Skal man se positivt på det, har de så sparet lidt på kræfterne inden DM.

Sidste års finaledeltagere Helene Melsen, Ditte Mikkelsen, Trine Mittag Jensen, Dorthe Sjøbeck Hoeck og Laura Printzlau Mølvig er også at finde på startlisten til dette års DM i dressur, som findes her.