Brug den rigtige teaserhingst og få lettere hoppen drægtig

Brug den rigtige teaserhingst og få lettere hoppen drægtig

18. juni 2018 Af Line B

Brug af teaserhingst i avlen er ikke ukendt, men et studie fra Schweiz har vist, at valget af teaserhingst kan have indflydelse på, hvor let hoppen bliver drægtig. Hingste med gener, der koder for dele af immunforsvaret, forskellige fra hoppens, kan have en positiv indvirkning på, hvor let hoppen bliver drægtig.

Mange avlere kender til den frustrerende situation, at hoppen ikke bliver drægtig ved inseminering. Et forskningsprojekt fra Schweiz søgte at undersøge, om valget af teaserhingst kunne have indflydelse på, hvor let hoppen blev drægtig. Dette gjorde de ved at lade 191 varmblodshopper inseminere efter kontakt med en af flere forskellige teaserhingste. Der blev taget blodprøver inden for at bestemme både hoppens og hingstens DNA profil, specifikt i et område der har indvirkning på immunsystemet – det såkaldte histokompatibilitetskompleks (Forkortet MHC). Det er på andre arter vist, at individer af hunkøn i brunst er mere tiltrukket af individer af hankøn, der afviger i deres MHC.

20% flere hopper drægtige ved modsatrettede MHC

Hopperne blev insemineret med sæd, der ikke stammede fra teaserhingsten, og hopperne var ikke i kontakt med de hingste, der havde leveret sæden. Så man overordnet på, hvordan de forskellige teaserhingste havde klaret sig, var der ikke nogen af dem, der skilte sig specielt ud. Men på et individuelt niveau var der kæmpe forskel. Hvis hoppen havde været i kontakt med en teaserhingst med et forskelligt MHC fra hendes eget, var der 20% større sandsynlighed for, at hun var drægtig, end hvis MHC lignede hinanden meget.

Til The Horse siger en af forskerne bag studiet Dominik Burger:

– Vi så, at socialt stimuli afhængigt af MHC omkring ægløsning, kan have stor indflydelse på succesraten for drægtighed … Vores studier indikerer, at den kvindelige organisme har et højt niveau af kontrol over reproduktion på to måder: Gennem valget af partner og ved spontan resorption af et tidligt embryo, selv før drægtigheden kan detekteres.

Evolutionær fordel

Eftersom at hopperne ikke har haft kontakt til donorhingsten, men kun til teaserhingsten, må man antage, at hoppens organimse opfattede sæden som stammende fra teaserhingsten. Burger mener, at hoppen genkender MHC-komplekset hos hingsten gennem lugten:

– De lugte, som MHC giver teaserhingsten, havde en klar effekt på hoppens fertilitet. Det er med stor sandsynlighed, fordi hoppen aborterer et foster meget tidligt, hvis det er antaget, at hingsten havde et lignende MHC. Dette kan være en overlevelsesmekanisme, som evolution har fremelsket, det er evolutionært vigtigt at holde genmassen stor for at undgå for mange ligheder, som kan svække arten. Den specifikke årsag skal dog undersøges nærmere for at kunne sige det med sikkerhed.

Resultaterne kan have stor indflydelse på, hvordan man fremadrettet vil gribe reproduktion hos pattedyr an, og holdet bag arbejder da også videre på at kunne komme med mere konkrete anbefalinger til avlerne.