Blue Hors klar til internationalt paradressurstævne

Blue Hors klar til internationalt paradressurstævne

15. marts 2018 Af Louise Hededam

I morgen, fredag, går det løs på Blue Hors med stort, internationalt paradressurstævne. 28 ekvipager er klar på startlisten, heriblandt de danske landsholdsryttere Susanne Jensby Sunesen, Line Kongensgaard, Henrik Weber Sibbesen, Camilla Christensen, Line Munk Madsen og Caroline Cecilie Nielsen.

Fredag står den på holdklasser, mens lørdag og søndag er individuelt – søndag med kür.

Danmarks bedste Grad II-rytter, Stinna Tange Kaastrup, har desværre trukket sig fra stævnet, da Horsebo Smarties har fået en mindre skade. Det oplyser Stinna selv på Facebook. Tobias Thorning Jørgensen kommer heller ikke til start. Han er skadet efter et fald fra en hest i februar.

Afholdelsen af det internationale paradressurstævne er en del af Blue Hors’ satsning på flere – og bredere – aktiviteter i den nye, flotte opvisningshal. Efterårets dressurfestival bliver fremover også et internationalt stævne, og ifølge direktør, Ole Magnus Petersen, arbejder Blue Hors også på at arrangere et ungdomsstævne i 2019.