Blodfortynder kan måske forhindre herpesvirus (EHV1) i at give lammelser

Blodfortynder kan måske forhindre herpesvirus (EHV1) i at give lammelser

1. juni 2018 Af Line B

Normalvis er herpes en sygdom, som giver anledning til forkølelseslignende symptomer, men ind imellem ser vi en særligt aggressiv udgave, som den vi så på Fyn tidligere i år. Du kan høre mere om herpes i Podcasten Ridesport.nu, hvor Miki Bojesen professor i veterinær mikrobiologi ved Københavns Universitet fortæller.

Når herpes bliver særligt aggressiv, kan der ske to ting, ofte sker det samtidigt. Den kan blive mere smittende, altså er det lettere at overføre sygdommen fra en hest til en anden, og den kan give mere alvorlige symptomer. De alvorlige symptomer vi ser ved EHV1, er abort hos hopper og lammelser og neuroligiske skader hos andre heste. I et nyt studie har forskere fra veterinærmedicinsk institut på Cornell University i New York, USA, undersøgt om blodfortyndende medicin kan afhjælpe nogle af symptomerne.

Små blodpropper er synderen

Når EHV1 inficerer kroppen, aktiverer den blodlegemerne hvorved de samles (koagulerer), ligesom hvis blodet skulle størkne og danne en sårskorpe. Når symptomerne på sygdommen er abort, er det fordi, disse små blodpropper finder sted i blodkarrene livmoderen, hvor lammelser og andre neurologiske symptomer opstår, når blodpropperne dannes i de blodkar, der forsyner rygsøjlen med næringsstoffer. Blodpropperne forhindrer næringsstoffer i at nå frem til cellerne, hvorfor de ikke længere kan fungere korrekt.

Forskningsgruppen har tidligere vist, at hvis man tager blod fra en hest, og inficerer det med EHV1, kan man dæmpe effekten på blodlegemerne ved at tilsætte antikoagulerende heparin. Heparin er allerede brugt til at forhindre koagulering i human medicin, blandt andet til at forhindre at blod udtaget ved blodprøver størkner i prøveglasset.

Succes med en type blodfortynder

I det nye studie blev det undersøgt, om det at injicere heste med heparin havde en effekt på blodets evne til at modstå effekterne fra EHV1. Ni voksne heste blev delt ind i tre grupper. Den ene gruppe fik indsprøjtet saltvand, den anden fik indsprøjtet den udgave af heparin, der hedder EFH, og den sidste gruppe fik indsprøjtet to doser af den udgave af heparin, der hedder LMWH.

Der blev udtaget blodprøver fra hestene inden injektionerne og siden efter 36, 40 og 60 timer. Den sidste blev taget 24 timer efter den sidste injektion med medicin. Blodprøverne blev herefter udsat for lavdosis EHV1, og det blev målt, om blodlegemerne blev aktiveret, altså om de begyndte at koagulere. Der blev fundet en tydelig reduktion i andelen af aktiverede blodlegemer ved prøveudtagningen efter 40 timer, i det blod hvor hestene havde fået LMWH, der sås ingen effekt ved EFH. Effekten af LMWH var dog aftaget i de prøver, der var udtaget efter 60 timer.

Foreslår kliniske tests

Forskerne er så sikre på deres resultater, at de foreslår, at næste skridt må være at forsøge at behandle syge dyr:

– Vores resultater understøtter forsøg med behandling med LMWH for at reducere trombose-relaterede følgevirkninger hos EHV1-inficerede eller udsatte heste. Da den antikoagulerende effekt fra LMWH holdt i mindre end 24 timer, bør man i forsøget evaluere LMWH behandling mere end en gang dagligt. Hyppigere dosering kan dog øge uønskede blødninger, og måske risikoen derved bliver større end udbyttet i nogle patientgrupper, såsom gravide hopper.