Bekræftet herpesvirus på Fyn – tag forholdsregler

Bekræftet herpesvirus på Fyn – tag forholdsregler

17. april 2018 1 Af Louise Hededam

Højgård Hestehospital har sent mandag aften bekræftet, at der er herpesvirus på Fyn. Det var mistanken om denne, der fik Stutteri Ask til at aflyse stævnet op til deres hingstefremvisning i den forgangne weekend.

Højgård Hestehospital skriver, at det er herpesvirus, som har givet neurologiske symptomer hos fire fynske heste, mens yderligere fire til seks heste kan have haft sygdommen, da de har haft feber og har været i kontakt med de smittede heste.

Symptomerne på herpesvirus opstod på Dalumgaard Rideklub i forbindelse med et dressurstævne, og det er vigtigt at være opmærksom på, at heste, der har deltaget ved stævnet, kan være smittet med virus. Derfor anbefaler Højgård, at heste, der har været til stævnet, undgår kontakt med andre heste og får taget temperatur, så eventuel smitte kan opdages.

Heste bør ikke samles i større forsamlinger som for eksempel stævner i en kortere periode.

14 dages inkubationstid

Herpesvirus er en egentlig en mild luftvejsinfektion, men denne variant har givet neurologiske symptomer, og den kan også få drægtige hopper til at abortere. Der kan gå op til 14 dage fra smitten, til hesten viser tegn på at være syg. Det sker med en temperaturstigning. Derfor anbefaler dyrlægerne, at der tages temperatur to gange dagligt, og har den været normal i 14 dage, er der ikke tegn på smitte.

Du kan læse mere her: